Vores Angus Kvæg

VORES ANGUS KVÆG

Vores Angus Kvæg


Vi har valgt racen Angus Aberdeen fordi denne race helt naturligt passer rigtig godt til ekstensiv drift.

Angus er fra naturens side skabt til et liv i det fri hele året rundt. Det betyder at dyrene aldrig er på stald, men altid udegående – sommer og vinter, med mulighed for læ og tørt leje.

Dyrene er nøjsomme af natur og klarer sig fint som naturplejere uden suppleringsfoder.

Vores dyr går på græsmarker det meste af året. I vinterperioden fodrer vi med hø og wrap-hø (syltet græs). Vi laver selv vores foder. Hertil har dyrene naturligvis adgang til supplement af mineraler og vitaminer.

 

Konsekvenserne af denne ”full-grass” diæt er at dyrene modner langsomt og først opnår deres optimale slagtealder ved 24-28 måneder. Til gengæld mindsker det kødets indhold af kolesterol, og højner omega 3 og 6 fedtsyrer.

 

Denne ekstensive drift betyder, at adfærden hos vores dyr er præget af, at de ikke er så meget i direkte kontakt med os. De er således ikke ”klappekøer”, men mere reserverede og skeptiske overfor menneskelig kontakt. De får lov til at pleje deres naturlige adfærd omkring hierarki og ”børnepasning”, uden ret meget indblanding fra vores side. Det synes vi er rigtigt og giver god mening.

Angus har en anderledes fedtmarmorering i deres kød end mange andre racer. Denne fedtmarmorering gør at kødet er meget velsmagende efter tilberedning.

 

Vi har en ambition om, at vores kvæg ikke skal have suppleringsfoder (kornprodukter) op til slagtning. Vi tror på at vi kan producere kvalitets oksekød uden færdigfedning.  Det er vores kunder heldigvis enige i, og har fået mange positive tilbagemeldinger på kvaliteten.

 

Vores dyr aflives herhjemme i vante omgivelser ved skydning. Det sikrer en skånsom og smertefri aflivning. Dyrene bliver dyrlægekontrolleret før aflivning. Så slipper dyrene for stress i forbindelse med transport. Kroppene køres derefter til Tårs Slagtehus, som sørger for at kødet får den rigtige behandling. Kødet hænger til modning i ca. 3 uger, hvilket sikrer, at kødet bliver ekstra mørt.

 

Vi har også ”forelsket” os i kvægracen Murray Gray, som oprindelig kommer fra Australien.

Denne race har en del af de samme egenskaber som Angus, og egner sig også fortrinligt til ekstensiv drift. Den er lidt mindre, og har et roligere temperament end Angus, hvilket vi tænker vil passe godt til os.

Vi har foretaget en enkelt krydsning mellem Angus og Murray Gray, og forventer at benytte os mere af dette fremadrettet.

 

Skulle du have lyst til at se vores dyr og de forhold, som de holdes under, så er du altid velkommen til at kontakte os for at komme på besøg.